Hvordan bliver man medlem?

Hvordan bliver man medlem?

For at blive medlem skal du kunne bevise, at du kan svømme 300 meter. Svømmeprøven skal fornyes hvert 2. år. Download svømmebevis

Når du begynder i roklubben, skal du instrueres og lære noget om sikkerhed, roteknik, materiel og materielpleje.

Du skal også lære om vores lokale rofarvand og søvejsregler - alt sammen for at du kan dyrke din nye sport på sikker vis. Sidst - men ikke mindst - vil vi gerne sikre, at du får kendskab til alle de muligheder, som klubben og roningen tilbyder: Motionsroning, turroning, kaproning, hyggeroning og et rart og hyggeligt socialt sammenhold - i Odense Roklub og på tværs af roklubber både i og udenfor Danmark.

 Har du spørgsmål i forbindelse med tilmelding og instruktion, er du meget velkommen til at kontakte os. Se kontaktinfo til højre.

Hvordan foregår instruktionen?

Vi starter med en "kaninweekend" (Seniorer 19-64 årige). Her møder du op sammen med de andre kaniner og en flok instruktører.

Vi sørger for, at du får et par hyggelige dage med dit kaninhold, oplever Odense Roklub og - vigtigst af alt - at du får roet dine første kilometer. Vi har det udstyr du skal bruge, bare du møder op i noget behageligt tøj, der kan tåle at blive lidt beskidt.

Når weekenden er overstået får du et kaninkort - en huskeseddel over ting du skal igennem sammen med en instruktør, før du bliver frigivet udi roningens mange glæder. Disse lektioner vil foregå på minimum 5 hverdagsaftener i ugerne efter kaninweekenden og afsluttes med en fælles "frigivelse". Derefter må du tage ud at ro uden en instruktør.

Du kan nu ro med dine medkaniner eller møde op til rovagten og lære mere om roning og forbedredin roteknik, ligesom du på dette tidspunkt allerede vil have lært flere af de "gamle" roere at kende.

Vi får hvert år henvendelse fra ca. 100 personer, der gerne vil begynde at dyrke roning. Det er vi glade for, men det kræver organisering og frivillig indsats fra vores instruktører. Derfor tilbyder vi ikke prøvetimer ud over instruktionskurset.

Hvordan bliver man tilmeldt et kaninhold?

Tilmelding seniorer (19 - 64 år) klik her

Tilmelding ungdom (under 18) klik her

Tilmelding 65+ klik her

 

Åbent hus

Alle interesserede inviteres til at besøge Odense Roklub for at få en uddybende præsentation af klubben, instruktionsforløbet, foreningslivet mv. samt at møde nogle af klubbens instruktører. Til åbent hus arrangementerne vil der være mulighed for at tilmelde sig et af vores kaninkurser. Ved tilmelding har vi brug for dit navn, adresse, telefonnummer, fødselsdato og meget gerne en e-mail-adresse - det vil lette arbejdet meget hvis du medbringer en seddel med disse oplysninger. Du kan se mere om Åbent hus Her

Du behøver ikke at tilmelde dig til Åbent Hus, bare kom indenfor.

Har du roet tidligere og er frigivet i en anden roklub, skal du blot melde dig ind i Odense Roklub hos kontingentkasser Jens Ouf Hansen, tlf.  66 18 22 19  eller på e-mail kontingent@odense-roklub.dk.

 

 

Materiel

Inriggeren er den første bådtype du møder. Det er en bred og relativ stabil og sødygtig båd, bygget af træ eller glasfiber. Hver roer har 1 åre og der er altid en styrmand i en inrigger. 


Outriggeren er en smal båd som i teknisk henseende er mere krævende end inriggeren, fordi balancen i båden har stor indflydelse på hvert eneste rotag. Outriggere med 2 årer til hver roer er f.eks. single eller dobbeltsculler eller dobbeltfirer (billede). Outriggere med en åre til hver roer er f.eks. 2'er eller 4'er uden styrmand og 8'er med styrmand.


Giggen
er en mellemting mellem en inrigger og en outrigger, dvs. en relativ let og smal båd, som er lidt mere sødygtig end en outrigger, men samtidig lettere og mere levende end en inrigger. Vi har gigs med 2, 3 og 4 sæder m/u styrmand og med 1 eller 2 årer til hver roer.

Årene er fremstillet af træ eller kulfiber. Der hører et bestemt sæt årer til hver båd og hver åre er beregnet til en bestemt plads i båden.

Udstyr

For at starte med at ro behøver du et par gummisko med smal hæl (ikke løbesko) og et joggingsæt/løbetøj, gerne dit gamle slidte, da du kan få lidt olie og årefedt på tøjet.

Herudover kan du få brug for regntøj, kasket og solcreme.

Kontakt for nye roere

Ungdomstræner -18 årige
Esben Friis Rusbjerg
Mob. 30 13 26 31
ungdom@odense-roklub.dk

Instruktions ansvarlig
Seniorer 19-64 årige
Nils Rosschou
Tlf. 23 64 14 04 efter 16.00
Instruktion@odense-roklub.dk

Senseniorer 65+ årige
Interesserede kan få yderligere oplysninger på roklubbens telefonnummer 66122801 hver tirsdag formiddag mellem 9 og 11.
sensenior@odense-roklub.dk

Hent her Indmeldelsesblanket 

Svømmebevis

Her kan du hente det svømmebevis, du skal have underskrevet af en livredder, som bevis på du kan svømme 300m.

Hent svømmebeviset her

Kaninhåndbog

Her er kaninhåndbogen. Den fortæller dig alt det du har behov for at vide som kanin i Odense Roklub.

Hent kaninhåndbogen her